Om os

VBI's Historie


De gamle protokoller er desværre forsvundet, så helt præcist, hvornår, hvordan og hvorfor lærer Elmelund, skræddermester Egebæk og smedemester Knudsen tog initiativ til at stifte Vrå Idrætsforening i 1903, fortaber sig i historiens tåger. Historien om, at der de første tre år kun var kricket på programmet, holder ikke helt, for Vendsyssel Tidende kunne den 18. august 1903 fortælle, at Vrå havde spillet fodbold mod Smidstrup. De første år blev der spillet på marker rundt om byen, men i 1932 fik foreningen sit eget stadion på Borupvej. Det var her, byens ungdom mødtes til sport og fritid. Det var også på stadion på Borupvej, at håndbolden så småt blev en etableret sportsgren i idrætsforeningen, men da Vrå-Hallen stod færdig i 1970, kunne de to sportsgrene for alvor forenes. I 1971 blev idrætsforeningerne i Vrå og Børglum forenet og dermed kom foreningen til at hedde Vrå/Børglum Idrætsforening.
I 2015 fik VBI en ny afdeling ind under sig, nemlig VBI Volley-, Basket og Floorballklub. Volleyball klubben startede i 2003, som en ren volleyballklub, løbende er Basket og Floorball kommet ind i foreningen. VBI Volley – basket har i et par år ikke haft baskethold, men i 2020 har vi igen opstartet basketball i klubben, og har nu to ungdomshold.

Økonomisk har idrætsforeningen ført en fornuftig tilværelse takket være store og mange frivillige hænder. Men i 1993 stod foreningen pludselig som enearving til en formue på 1,1 mio. kr. En gammel eneboer i Tollestrup skænkede VBI alt hvad han ejede. Ingen i foreningen kendte den gamle mand, og ingen vidste derfor, hvorfor idrætsforeningen i Vrå skulle arve de mange penge. Men arven faldt i god jord i foreningen, og selv om pengene i dag står trygt og godt på en bankbog, er de med til, at VBI kan udvikle sig og skabe aktivitet i Vrå by og omegne uden at økonomi er en hindring. Ambitionerne for de nærmeste år er, at VBI fortsat skal være en hyggelig klub, drevet af engagerede frivillige og et godt og trygt sted at komme for både voksne og børn. Sportsligt behøver Vrå hverken at være i division eller liga. Niveauet må gerne blive højere, men ikke på bekostning af hverken miljø og klubånd.

Bestyrelse

Medlemmerne i vores bestyrelse kan ses her på denne side.

Formand
Günther Vangsted
Næstformand
Jacob Christensen
Bestyrelsesmedlem
Glenn Vangsted
Profile Image
Bestyrelsesmedlem
Jesper Mejer Kristensen
Profile Image
Bestyrelsesmedlem
Christian Møller Jensen